Særudstilling på Skælskør Bymuseum 2023

Særudstilling: ”Skælskør over Dalmose”

Skælskør Bymuseum arbejder for fuld damp på en særudstilling om denne bane og søger effekter

 

Det er aktive folk, der arbejder omkring Skælskør Bymuseum. I øjeblikket arbejdes der på højtryk med en særudstilling, der skal løbe fra den 28. juni til den 2. september omhandlende den legendariske banelinje Skælskør-Dalmose. Udstillingen får titlen ”Skælskør over Dalmose”.

I forbindelse med dette arbejde efterlyser Bymuseets leder Peter Faber og Museumsforeningens formand Per Grønkjær effekter fra banen – fra stationerne og eventuelt også fra de stadig eksisterende ledvogterhuse mv.

Der foreligger allerede godt skriftligt historisk materiale fra årbogen Jul i Skælskør, ligesom man har en del billedmateriale. Men måske ligger netop du inde med et godt foto, gamle plakater, en seddel med afgangstider, en kasket, et stempel, et skilt eller lignende, som kunne anvendes i særudstillingen.

Effekterne er kun til låns og vi vil naturligvis passe godt på dem, fortæller Per Grønkjær.

Har du effekter omkring den nu nedlagte bane, så kontakt venligst snarest Skælskør Bymuseum på tlf. 59 43 23 53.

Billedtekst: Postkort af Skælskør Station 1905