Julemarked på det gamle rådhus på Gl. Torv

Skælskør Museumsforening “viste flaget” i weekenden d. 16.-17. november 2024 med deltagelse i det årlige julemarked på det gamle rådhus.

Vi blev budt velkommen af Skælskør Marinegarde, som ses på det ene billede. Vores egne aktører var Kathrine, Karl og Stig, som er nogle af de medlemmer og bestyrelsesmedlemmer, som tager sig af de mere udadvendte begivenheder (eller events, som det hedder på moderne dansk), der kan skabe opmærksomhed om både museumsforeningen og Skælskør Bymuseum og samtidig være med til at formidle historien.

Vi holdt til på trappen på 1. sal på rådhuset, og mange gik lige forbi, men en del stoppede op og ville høre nærmere om f.eks. de igangværende undersøgelser af en af Danmarks bedst bevarede undersøiske stenalderbopladser ved Tudsehage lige syd for fjordens udmunding i Agersøsund. Også tidligere tiders klædedragter samt lidt reklame for den smukke kopi af Skælskørkrucifikset var på dagsordenen de to dage. Det lykkedes for karmelitermunken at sælge et afladsbrev til en enkelt synder.

Stig Thorup

Årets udflugt for de frivillige på museet

Der er gennem årene opstået tradition for, at Skælskør Museumsforening hvert efterår arrangerer en udflugt for de frivillige samt deres ægtefæller på museet. Bestyrelsen deltager også i udflugten, og i år var den henlagt til Gjorslev Slot og Bøgeskov Havn på Stevns.

Lige som sidste år foregik transporten med en rutebil fra Skælskør Busmuseum. Et sådant køretøj har det bedre på landevejen end på motorvejen, så vi krydsede Sjælland fra Skælskør mod øst på en rute ad landeveje.

I Gjorslev ventede en særdeles vidende guide på os og viste os rundt på biskop Peder Jensen Lodehats middelalderslot fra 1397 med det 30 m. høje tårn. Slottet har været brugt til repræsentation i hansestædernes tid for rigets øverste helt frem til vores tid. Det så vi eksempler på i nogle af slottets rum og udsmykninger. De ret få ejerskifter, som har fundet sted, betød at rigtig meget er bevaret, og at en løbende restaurering af visse af rummene er langt fremme.

Vi sluttede dagen af med frokost i fiskernes og søfolkenes velbevarede møde- og spisested i Bøgeskov havn. Et sted og en kulinarisk overraskelse af de bedre, som sagtens kan friste til et genbesøg en sommerdag i fremtiden.

                                                                                                                                                                                             

Indkørsel til Gjorslev gods og slot

Model af slottets oprindelige udseende

Fiskernes tilholdssted ved havnen ved bøgeskoven

S. Th. R., november 2024

Invitation til medlemmerne – sendt pr. mail

Vi gentager succesen fra sidste år.

Derfor inviterer vi vores medlemmer

på en julestemningstur d. 21.12. kl. 13:30

på / i den julepyntede Skælskør V,

der fører os gennem inder- og yderfjord

akkompagneret af Stig Thorup (sang og harmonika)

og Peter Jessen (violin).

Vi satser på en eftermiddag, der lader os op med herlig

julestemning i hygge med skønne æbleskiver og julegløgg.

Øl / vand kan købes ombord.

Skynd jer at melde jer til    –    først til mølle ….

Max. antal på båden er 40 personer.

Mange hilsener fra Skælskør Museumsforening

—–     —–     —–     —–

Tilmelding senest 8.12.2024 til: kasserer Bjarne Willingshøj, Algade 11, st, tv, Skælskør,

telefon 29 28 44 99

eller mail: Bjarne.willingshoj@gmail.com

Pris pr. medlem : kr.125,00

Betaling kan foretages via Mobile Pay 401012 med teksten:”JUL”

PS: VI HAR NU I ET GODT STYKKE TID HAFT VORES NYE HJEMMESIDE OG ER STOLTE OVER DEN. 

Vores hjemmesideadresse er: skmuseumsforening.dk

DESVÆRRE MANGLER NOGLE( ca 20%) FORTSAT AT OPLYSE DERES MAILADRESSER OG TELEFONNUMRE, det betyder, at de af jer, der ikke har oplyst mailadresse, desværre ikke får denne indbydelse pr mail.

DET NEMMESTE, I KAN GØRE, ER AT SENDE MIG EN MAIL MED ADRESSEN.

DET VIL BETYDE LØBENDE NYHEDSBREVE TIL JER, SAMT FRISK HJEMMESIDE-ORIENTERING.

SÅ I HJÆLPER JER SELV OG FORENINGEN MED AT 

OPLYSE JERES MAILADRESSE OG TELEFONNUMRE.

PÅ FORHÅND TAK   –   –   –   Bjarne Willingshøj, kasserer.

Til jeres orientering vil alle oplysninger mellem jer og foreningen kun optræde hos os.

Nyt fra bestyrelsen

Der har været afholdt to bestyrelsesmøder siden afsløringen og festlighederne i anledningen af udstillingen af den fine og nøjagtige kopi af Skælskørkrucifikset d. 2. juni 2024.

Foredraget den 22/10 2024 på Postgården med Steen Andresen er udsat til foråret 2025.

Der har hele vejen været en vis usikkerhed om økonomien i skabelsen af kopien af Skælskørkrucifikset. Ville vi i Museumsforeningen kunne skaffe støtte og fondsmidler nok til realiseringen. Museumsforeningen har hele tiden været en slags garant for vigtige dele af økonomien, men det har også været en betingelse, at der kom penge udefra, for at det kunne lykkes.

 

Der har været lokale sponserer med tidligt i forløbet, og det er vi meget taknemmelige for. Lions Club i Skælskør og Museum Vestsjælland har givet fine bidrag og et hav af frivillige arbejdstimer fra et stort antal frivillige personer har bidraget på deres måde med tid og know how.

 

I sommer kom så den gode nyhed, at Anna Harboes Fideokommis’ fond ville give et stort beløb. Fonden er under opløsning, og det betyder at Skælskørkrucifikset og dermed Skælskør Museumsforening  har fået tildelt 102.862 kr., som repræsenterer fondens sidste midler. I fundatsen og i de oplysninger, vi har fået, er det bl.a. en betingelse, at midlerne kommer Skælskør by og omegns beboere til gavn. Med dette flotte og uventet store beløb er arbejdet med Skælskørkrucifikset betalt, og bestyrelsen har valgt – i fondens ånd – i første omgang at videregive nogle af pengene til Skælskør Marinegarde og til Børnefugleskydningen i Skælskør. Dette vil foregå ved et særskilt arrangement, som vil blive meddelt senere.

D. 27. april i år deltog mange fra bestyrelsen og flere medlemmer i mindedagen for afdøde Jørgen Poulsen i Vikingelandsbyen i Albertslund. Efterfølgende har den forening, som Jørgen var medstifter af og initiativtager til, Historisk forening i  Skælskør, besluttet at nedlægge sig selv og gå ind under Skælskør Museumsforening. Samtidig forærer Historisk forening ved sit ophør en del historisk materiale og remedier til Museumsforeningen. Disse genstande er nu fragtet fra Stigsnæsmedien til Skælskør Bymuseums kælder og garage, og nogle af dem har ellerede været i brug ved et vellykket arrangement på havnen lørdag d. 24. august, hvor nogle af museumsforeningens medlemmer havde præsentation af gamle håndværk ved de små røde boder ved siden af havnens brovægt.

Julesejladsen for medlemmerne på fjorden, som var et tilløbsstykke sidste år, bliver gentaget med musik om bord lørdag d. 21. december kl. 13.30. Allerede nu kan tilmelding ske til kassereren, Bjarne Willingshøj: bjarne.willingshoj@gmail.com

Vægterne i Skælskør har fået nye sommerskjorter og kasketter

Vægterne har denne sommer fået nye, lette sommerskjorter, der i varmt vejr kan bæres i stedet for de tunge, uldne uniformsfrakker, der har været vægternes vartegn i byens billede i mange år. Ideen opstod sidste sommer i forbindelse med Middelalderdage og -marked, hvor vægterne så, hvordan middelalderens mennesker havde hørskjorter under deres uldkofter. Det blev derfor Bianca Wolter fra Syværk, der påtog sig opgaven at designe og sy nye sommerskjorter til vægterne.

Hun har taget udgangspunkt i en gammel natskjorte fra starten af 1900-tallet med et snit, der har en gammel historie. Undervejs har der været mange beslutninger omkring stofvalg, syteknikker og detaljer og vægterne har med stor interesse fulgt arbejdet og taget ejerskab af skjorterne. I sidste øjeblik blev det også besluttet at føje nye hørkasketter og bælter til sommeruniformen. Det er med et tilskud fra Skælskør Turistforening, at Skælskør Museumsforening har ladet skjorter og kasketter sy hos Bianca i Syværk.

Skælskørs nutids vægterkorps går tilbage til 1999 og består af en lille gruppe sangglade mænd, der også er engageret byens kor. De sorte vægterfrakker blev købt i den forbindelse, og er egentlig uniformer fra 1. Verdenskrig. Det historiske vægterkorps eksisterede fra 1683 og blev ophævet i 1863. Vægternes opgaver lød på at holde øje med brand, forebygge indbrud og holde fuldebøtter væk fra gaderne samt holde ild i tranlamperne – byernes gadebelysning. Det var altså et nattearbejde at være vægter – lidt som nutidens gule Natteravne. De var bevæbnede med morgenstjerner og lamper og sang et vers ved hvert timeslag natten igennem. Senere blev vægterne afløst at et politikorps.

De nye vægterskjorter kan ses på tæt hold og hele historien om design og syprocess fortælles af Bianca lørdag d. 24. august 2024 når Museumsforeningens nye eventgruppe afholder eventen Historisk håndværk og handel i Skælskør ved Kulturkajen på havnen.


Foto: Bianca Wolter

Event på Kulturkajen (de røde huse)

Skælskør Museumsforening har i 2024 fået en eventgruppe. Det var nu afdøde medlem af museumsbestyrelsen Jørgen Viking Poulsen, der i 2022 oprettede foreningen Skælskør Historiske Forening sammen med Leila Joensson, og stod for afviklingen af Middelalderdage og -marked i Skælskør i 2022 og 2023. Leila er flyttet til England og Jørgen gik bort, så Karl Heinz, Kim og Kathrine besluttede at nedlægge foreningen og tilbyde gods, guld og personer til Skælskør Museumsforening. Det tog bestyrelsen imod – Kathrine og Karl Heinz er sammen med Stig om at drive en eventgruppe videre i Jørgens ånd.

Vi var med, da det nye Skælskør Krucifiks blev indviet i juni. Vi havde trukket vognen på gaden igen under Keramikfestivalen i juli. Og nu kan Skælskørborgerne møde de historiske håndværkere på Kulturkajen i Skælskør lørdag d. 24. august mellem kl. 10 og 15.

Her kan du møde middelalderlige brodøser, skræddere og vævere, høre om Vejerboden og være med i en historisk god handel.

Kontaktperson til eventgruppen er Kathrine Brandstrup – men du kan også kontakte Karl Heinz, Stig eller Bianca hvis du vil være med til at levendegøre historien på Skælskør Havn.

 

Skælskørdamperen på visit

Som meddelt kommer det gode skib Skælskørdamperen på en kort visit !
Forventet ankomst til Skælskør mandag d. 15. juli kl. ca. 20:00
Tirsdag vil der være “åbent skib” fra kl. 11 til kl. 16
Afgang til Frederikssund tirsdag kl. 20:00
Museumsforeningen bør være på havnen når Skjelskør ankommer, understreger formanden!
Besætningen skal inviteres til at besøge Bymuseet for at besigtige vores nyerhvervede model.
Museumsfrivillig Helle Frederiksen vil stå for middag til besætningen tirsdag før afgang
Madkassen vil levere skipperlabskovs ! og Museumsforeningen betaler.
Dette meddeler Per Grønkjær, formand for Skælskør Museumsforening.

Foredrag 6. juni

Kom til endnu et spændende foredrag i Museumsforeningens regi. Denne gang foregår det på Postgården torsdag d. 6. juni kl. 19, og som vanligt har medlemmer gratis adgang – ikke medlemmer betaler 125 kr. Først til mølle i døren, der er ikke nogen tilmelding.

Medlemskort kan købes på stedet til 100 kr. Postgården sælger øl og vand.

Mindedag for Jørgen “Viking” Poulsen

Skal du med??

Skælskør Museumsforening arrangerer bustur til Albertslund Vikingelandsby

lørdag den 27. april

til en Memorial Day for vores afdøde medlem Jørgen ”Viking” Poulsen, der var midt i sit store arbejde for at genskabe Skælskør-krucifikset som kopi til Bymuseet.

Turen foregår med en af Skælskør Busmuseums busser med afgang fra havnepladsen v. museet lørdag den 27. april præcis kl. 9.00, og vender tilbage til Skælskør ved 16-tiden.

Alle, medlemmer eller ikke medlemmer, er velkomne til at deltage i turen, hvor vi skal mindes Jørgen sammen med hans familie og alle hans venner i Albertslund, høre om Vikingelandsbyen og spise sammen i landsbyen.

Pris for turen er 200 kr. tur/retur og tilmelding foregår til formanden for Museumsforeningen, Per Grønkjær på mobil:  31 41 46 98 eller mail: pergronkjaer@gmail.com.

Bemærk, at der er begrænset antal pladser og tilmelding efter ”først til mølle”!