Kategoriarkiv Fra bestyrelsen

Nyt fra bestyrelsen

Der har været afholdt to bestyrelsesmøder siden afsløringen og festlighederne i anledningen af udstillingen af den fine og nøjagtige kopi af Skælskørkrucifikset d. 2. juni 2024.

Foredraget den 22/10 2024 på Postgården med Steen Andresen er udsat til foråret 2025.

Der har hele vejen været en vis usikkerhed om økonomien i skabelsen af kopien af Skælskørkrucifikset. Ville vi i Museumsforeningen kunne skaffe støtte og fondsmidler nok til realiseringen. Museumsforeningen har hele tiden været en slags garant for vigtige dele af økonomien, men det har også været en betingelse, at der kom penge udefra, for at det kunne lykkes.

 

Der har været lokale sponserer med tidligt i forløbet, og det er vi meget taknemmelige for. Lions Club i Skælskør og Museum Vestsjælland har givet fine bidrag og et hav af frivillige arbejdstimer fra et stort antal frivillige personer har bidraget på deres måde med tid og know how.

 

I sommer kom så den gode nyhed, at Anna Harboes Fideokommis’ fond ville give et stort beløb. Fonden er under opløsning, og det betyder at Skælskørkrucifikset og dermed Skælskør Museumsforening  har fået tildelt 102.862 kr., som repræsenterer fondens sidste midler. I fundatsen og i de oplysninger, vi har fået, er det bl.a. en betingelse, at midlerne kommer Skælskør by og omegns beboere til gavn. Med dette flotte og uventet store beløb er arbejdet med Skælskørkrucifikset betalt, og bestyrelsen har valgt – i fondens ånd – i første omgang at videregive nogle af pengene til Skælskør Marinegarde og til Børnefugleskydningen i Skælskør. Dette vil foregå ved et særskilt arrangement, som vil blive meddelt senere.

D. 27. april i år deltog mange fra bestyrelsen og flere medlemmer i mindedagen for afdøde Jørgen Poulsen i Vikingelandsbyen i Albertslund. Efterfølgende har den forening, som Jørgen var medstifter af og initiativtager til, Historisk forening i  Skælskør, besluttet at nedlægge sig selv og gå ind under Skælskør Museumsforening. Samtidig forærer Historisk forening ved sit ophør en del historisk materiale og remedier til Museumsforeningen. Disse genstande er nu fragtet fra Stigsnæsmedien til Skælskør Bymuseums kælder og garage, og nogle af dem har ellerede været i brug ved et vellykket arrangement på havnen lørdag d. 24. august, hvor nogle af museumsforeningens medlemmer havde præsentation af gamle håndværk ved de små røde boder ved siden af havnens brovægt.

Julesejladsen for medlemmerne på fjorden, som var et tilløbsstykke sidste år, bliver gentaget med musik om bord lørdag d. 21. december kl. 13.30. Allerede nu kan tilmelding ske til kassereren, Bjarne Willingshøj: bjarne.willingshoj@gmail.com

Vægterne i Skælskør har fået nye sommerskjorter og kasketter

Vægterne har denne sommer fået nye, lette sommerskjorter, der i varmt vejr kan bæres i stedet for de tunge, uldne uniformsfrakker, der har været vægternes vartegn i byens billede i mange år. Ideen opstod sidste sommer i forbindelse med Middelalderdage og -marked, hvor vægterne så, hvordan middelalderens mennesker havde hørskjorter under deres uldkofter. Det blev derfor Bianca Wolter fra Syværk, der påtog sig opgaven at designe og sy nye sommerskjorter til vægterne.

Hun har taget udgangspunkt i en gammel natskjorte fra starten af 1900-tallet med et snit, der har en gammel historie. Undervejs har der været mange beslutninger omkring stofvalg, syteknikker og detaljer og vægterne har med stor interesse fulgt arbejdet og taget ejerskab af skjorterne. I sidste øjeblik blev det også besluttet at føje nye hørkasketter og bælter til sommeruniformen. Det er med et tilskud fra Skælskør Turistforening, at Skælskør Museumsforening har ladet skjorter og kasketter sy hos Bianca i Syværk.

Skælskørs nutids vægterkorps går tilbage til 1999 og består af en lille gruppe sangglade mænd, der også er engageret byens kor. De sorte vægterfrakker blev købt i den forbindelse, og er egentlig uniformer fra 1. Verdenskrig. Det historiske vægterkorps eksisterede fra 1683 og blev ophævet i 1863. Vægternes opgaver lød på at holde øje med brand, forebygge indbrud og holde fuldebøtter væk fra gaderne samt holde ild i tranlamperne – byernes gadebelysning. Det var altså et nattearbejde at være vægter – lidt som nutidens gule Natteravne. De var bevæbnede med morgenstjerner og lamper og sang et vers ved hvert timeslag natten igennem. Senere blev vægterne afløst at et politikorps.

De nye vægterskjorter kan ses på tæt hold og hele historien om design og syprocess fortælles af Bianca lørdag d. 24. august 2024 når Museumsforeningens nye eventgruppe afholder eventen Historisk håndværk og handel i Skælskør ved Kulturkajen på havnen.


Foto: Bianca Wolter

Skælskørdamperen på visit

Som meddelt kommer det gode skib Skælskørdamperen på en kort visit !
Forventet ankomst til Skælskør mandag d. 15. juli kl. ca. 20:00
Tirsdag vil der være “åbent skib” fra kl. 11 til kl. 16
Afgang til Frederikssund tirsdag kl. 20:00
Museumsforeningen bør være på havnen når Skjelskør ankommer, understreger formanden!
Besætningen skal inviteres til at besøge Bymuseet for at besigtige vores nyerhvervede model.
Museumsfrivillig Helle Frederiksen vil stå for middag til besætningen tirsdag før afgang
Madkassen vil levere skipperlabskovs ! og Museumsforeningen betaler.
Dette meddeler Per Grønkjær, formand for Skælskør Museumsforening.

Foredrag 6. juni

Kom til endnu et spændende foredrag i Museumsforeningens regi. Denne gang foregår det på Postgården torsdag d. 6. juni kl. 19, og som vanligt har medlemmer gratis adgang – ikke medlemmer betaler 125 kr. Først til mølle i døren, der er ikke nogen tilmelding.

Medlemskort kan købes på stedet til 100 kr. Postgården sælger øl og vand.

Mindedag for Jørgen “Viking” Poulsen

Skal du med??

Skælskør Museumsforening arrangerer bustur til Albertslund Vikingelandsby

lørdag den 27. april

til en Memorial Day for vores afdøde medlem Jørgen ”Viking” Poulsen, der var midt i sit store arbejde for at genskabe Skælskør-krucifikset som kopi til Bymuseet.

Turen foregår med en af Skælskør Busmuseums busser med afgang fra havnepladsen v. museet lørdag den 27. april præcis kl. 9.00, og vender tilbage til Skælskør ved 16-tiden.

Alle, medlemmer eller ikke medlemmer, er velkomne til at deltage i turen, hvor vi skal mindes Jørgen sammen med hans familie og alle hans venner i Albertslund, høre om Vikingelandsbyen og spise sammen i landsbyen.

Pris for turen er 200 kr. tur/retur og tilmelding foregår til formanden for Museumsforeningen, Per Grønkjær på mobil:  31 41 46 98 eller mail: pergronkjaer@gmail.com.

Bemærk, at der er begrænset antal pladser og tilmelding efter ”først til mølle”!

Vikingen er rejst hjem

Skælskør Museumsforening fik en trist besked lige efter jul. Vores højt skattede medlem Jørgen ”Viking” Poulsen afgik ved døden den 27. december.

En chokerende meddelelse. Vi vidste at Jørgen var meget syg og håbede hele tiden på, at den stærke viking kunne kæmpe sig igennem sygdomsforløbet.

Men enhver brav kriger må ind imellem kapitulere.

Jørgen var i Skælskør Museumsforening et særdeles respekteret medlem, der havde ideer, gåpåmod og indsigt i middelalderen som få af os. Han arbejdede ihærdigt og koncentreret på at få lavet en kopi af Skælskørkrucifikset og var nær vejs ende, da sygdommen indhentede ham.

Det var utroligt med kontakter og netværk, Jørgen havde. Det var fantastisk, hvad Jørgen nåede at skabe i de få år, han fik i Skælskør som både borger, formidler, foreningsmedlem og historiker.

Krucifikskopi, formand for Skælskør Historiske Forening, Middelaldermarked og fornyer af Stigsnæs gamle Smedje.

En travl mand, der elskede at arbejde på store komplekse opgaver, og som havde en stor evne i fordybelse, akkuratesse og tålmodig flid. Og en humor, der kunne overrumple enhver.

Jørgen vil blive dybt savnet i Skælskør Museumsforening som medlem og som ven.

Æret være Jørgens minde.

Skælskør Museumsforening

Museumsforeningens juletur 2023

Bestyrelsen i Museumsforeningen i Skælskør besluttede tidligere på efteråret, at året skal slutte af med maner. Derfor står vi mandag d. 18. december til søs (fjords) med “Skælskør V”. En tur kun for medlemmerne og som for længst er udsolgt.
Det bliver helt sikkert en julestemningstur i den pyntede skude, og vi bliver ført gennem inder- og yderfjord akkompagneret af Peter Swing m.m. og med lidt fortælling om fjordens og omegns historie – gjort af den hemmelige taler.

Vi satser på en eftermiddag, der lader os med herlig julestemning og hygge tilsat skønne æbleskiver og julegløgg.
PS.: VI HAR FÅET ETABLERET VORES NYE HJEMMESIDE OG ER STOLTE OVER DEN.

Vores hjemmesideadresse er: skmuseumsforening.dk

Vi mangler stadig oplysninger om jeres mailadresser og telefonnumre, og håber, at vi kan få de sidste i hus, ved at I sender dem her til hjemmesiden eller direkte til kassereren, Bjarne Willingshøj: bjarne.willingshoj@gmail.com 

Det vil gøre det nemmere

at sende nyhedsbreve til alle og samtidig spare foreningen for en årlig udgift på 2.600. kr.

God jul og godt nytår fra bestyrelsen!

Spændende foredrag om igangværende udgravning ved Båslunde, Skælskør

Det er lykkedes for Skælskør Museumsforening at få museumsinspektør Lone Claudi-Hansen, som leder udgravningsarbejdet på marken tæt ved Båslunde, til at komme på Hotel Postgården, Strandgade i Skælskør og fortælle om de foreløbige resultater af og perspektiver ved den store udgravning, som fortsætter i det kommende kalenderår.

Foredraget finder sted

onsdag d. 13. december 2023 på

Hotel Postgården kl. 19,

og der vil blive salg af øl og vand med mobilepay.

Arrangementet er åbent for medlemmer af foreningen. Alle andre interesserede må betale 50 kr. ved indgangen, hvor det også er muligt at købe medlemskab for kr. 100, inden man går indenfor.

Vel mødt fra bestyrelsen.